Eksamensforberedelse // Update 1

Eksamensforberedelse_1Lige nu sidder jeg og gør et desperat forsøg på at komme i bedre humør med sangen “Happy” af Pharrell Williams. Min dag lagde nemlig ud med, at jeg kom alt for sent op – på vej fra bussen og mod min skole fik jeg så næseblod – og i dansk-lektionen som jeg lige har haft sad jeg endnu engang alene – nu er dagens lektion så kommet, hvor vi kan forberede os til KULT-eksamen (KULT = historie, religion og samfundsfag slået sammen). Det er hårdt at skulle igennem 10 bilag samt finde selvfundet materiale og så samtidig skulle holde sig indenfor de 2-3 sider vi har til rådighed når det kommer til selve den synopsis der skal udarbejdes. Lige nu er jeg igennem cirka halvdelen af bilagene – jeg vil tage udgangspunkt i dem og så supplere med noget selvfundet materiale. Ellers har jeg absolut ingen plan over denne eksamen – men helt ærligt, så synes jeg også en måned er meget mere end rigeligt! jeg kunne snildt have nøjes med en enkelt uge, for jeg er enormt dårlig til at udnytte den tid vi har til rådighed her på skolen, desværre.

Nogen der kan anbefale en god og meget glad sang?

20022014 – torsdagshygge

Torsdagshygge_20022014Nok er “Isas Stepz” en gammel serie, som behandler de dilemmaer man som ung pige i teenageårene står over for – skole, forelskelse, familieforholdet og ikke mindst venskab. Jeg valgte at se noget af den første sæson af serien i dag, da jeg ikke kunne finde en film jeg gad se – og havde lyst til at se noget der kunne få smilebåndene til at bevæge sig. Egentlig ville jeg have set filmen “Clueless”, men da jeg åbnede kassen var den tom – filmen har bare været væk i evigheder og det er irriterende (så nu venter jeg på, at den kommer på tilbud). Jeg mangler idéer og inspiration til nye piget og humoristiske film.

Kender du en piget film med en masse humor?

En simpel morgenmad

Morgenmad_CollageÅh ja, når jeg har ferie og er alene hjemme er det sjældent, at jeg gider gøre noget særligt ud af mine måltider. Derfor bestod min morgenmad i dag af en Yoggi med vanilje, og et dejlig koldt glas Mathilde Kakaomælk – den klassiske selvfølgelig. De andre dage har den bare stået på vand og skyr, så det var dejligt med en lille forandring. Man har jo kun vinterferie én gang om året, hehe.

Vinterferien er så småt ved at rinde ud. Men det gør mig faktisk ikke så meget – for jeg begynder at synes det er ret så kedeligt at være alene hjemme i så mange timer hver dag. Ja, man kan faktisk godt sige, at jeg ligefrem glæder mig til at komme i skole igen. Og jeg ved, at så snart jeg kommer i skole igen, savner jeg ferien. I den kommende weekend har jeg lokket mine  forældre med i Gigantium, hvor der er Giga Loppe-/Kræmmermarked med cirka 250 stande. Der er ikke noget bestemt jeg vil kigge efter – men når man ikke leder, finder man guldet. Sådan har jeg det i hvert fald. Og så skal vi forhåbentlig også lige et smut i Aalborg Zoo.

Hvad skal i lave i weekenden?

Min (kedelige!) onsdag i billeder

Onsdag_skoledag_120214I morges vågnede jeg til en super dejlig overraskelse. Årets første påskeliljer var nemlig sprunget ud og stod rigtig flot i sin vase. Jeg skulle oven i købet også møde en time senere i dag, hvilket jeg gør hver tirsdag og onsdag. En af pigerne fra min klasse har fødselsdag i dag og hun havde bagt den lækreste chokoladekage med god glasur, slik og flag. Så det var bare perfekt timing, da hun delte ud midt på dagen i tredje lektion (jeg skulle kun have anden, tredje og fjerde lektion) – det var godt med lidt sukker til resten af dagen, som stod på matematik. Efter vi havde spist kage var der spisefrikvarter, og jeg havde rester med af den gode gode pastasalat vi lavede her i ugen.

Nu sidder jeg i stuen og bliver belyst at solen – man skal ikke klage over dens skarpe lys der rammer ens ansigt, når den langt om længe er fremme. Jeg sidder og laver engelskaflevering lige nu, og den tager langsomt livet af mig! men det skal jo gøres. Ligesom alle de andre dag-til-dag-lektier.